Skip to main content

Find forhandler

Bogfavoritter

Hvad giver næring til kreativiteten? For venner af Fredericia Furniture er litteraturen et rum til fordybelse, refleksion og nye idéer. Vi har spurgt syv inspirerende kreative profiler om de bøger, der har formet deres tænkning, ændret deres perspektiver eller som bare har hængt ved dem gennem tiden.

Simay Demirel Bogkurator på @whereiwouldlikeltoread og @wiwltr___reads

Martha Graham: Sixteen Dances in Photographs af Barbara Morgan
Det er en af mine absolutte yndlingsbøger. Det var den første sjældne bog, jeg købte, og det har været den, der har vakt størst interesse på mine udstillinger og ført til meget inspirerende samtaler. Den viser ikke kun den moderne dansekoreograf Martha Grahams utrolige og delikate arbejde, men også det kunstneriske samarbejde mellem hende og Isamu Noguchi og hans fantastiske scenografi.

Issey Miyake Meets Lucie Rie, udgivet af Miyake Design Studio
Endnu en fremragende udgivelse; kataloget viser Lucie Ries mest betydningsfulde keramiske samtidsværker.

Jan Groover, fotobog udgivet af MOMA Publications
Et sjældent fund fra en nylig rejse, Jan Groovers fotografier udgivet af The Museum of Modern Art i New York. Følsomt billedsprog, nogle af kunstnerens mest beroligende fotografier af stilleben.

Turkish Pottery udgivet af Victoria & Albert Museum
Dette hæfte fra Victoria & Albert Museum med billeder af kander, skåle og tallerkener med motiver og farver malet i den klassiske Iznik-keramikstil.

Pistils af Robert Mapplethorpe
Og til sidst den utroligt delikate, og for mig smukkeste, fotobog med blomstermotiver. Det er svært at vælge ét enkelt favoritbillede fra denne bog.

MK_book_favourites_web_the_curator.jpg
MK_book_favourites_web_the_curator.jpg

Fanny Christoffersen Gallerist hos Galleri Tom Christoffersen

Uskyldens museum af Orhan Pamuk
Siden Uskyldens Museum udkom i 2008, har historien om den ulykkeligt forelskede Kemal fulgt mig. Tanken om at elske nogen så dybt, at man er villig til at vie hele sit liv til dem, har siddet i mig, siden jeg første gang læste bogen for 17 år siden. Romanen deler titel med et museum i Istanbul, som blev skabt sideløbende med bogen af Pamuk – og det er, ikke overraskende, mit yndlingsmuseum. Hver eneste genstand i museet bærer spor af Kemal’s forsøg på at bevare det lykkelige øjeblik, som Füsun repræsenterer for ham.

Drømmebroer af Henrik Nordbrandt
Henrik Nordbrandt er uden tvivl min yndlingsdigter – med en bemærkelsesværdig enkelhed formår han at ramme der, hvor det gør allermest ondt. I digtsamlingen Drømmebroer findes, efter min mening, det bedste digt, der nogensinde er skrevet. Digtet hedder “Løgne" og beskriver, hvordan det er at elske et menneske, man ikke længere kan nå.

Glasessayet og Ægtemandens skønhed af Anne Carson
Carson er et nyt bekendtskab for mig, men jeg har allerede besluttet, at jeg vil læse alt, hvad hun har skrevet. Hendes bøger, Glasessayet og Ægtemandens skønhed, rummer alt det smertefulde ved kærligheden, som jeg elsker at læse om. Hun arbejder gennemgående med referencer til oldgræsk og latinsk litteratur, som væver en smuk tråd gennem teksterne. I Glasessayet og Ægtemandens skønhed bringer hun en af mine andre litterære helte i spil: Emily Brontë. Gennem Brontë, tegner Carson et billede af, hvordan det føles, når et hjerte slås i tusind stykker.

MK_book_favourites_web_the_gallerist.jpg
MK_book_favourites_web_the_gallerist.jpg

Christian Vennerstrøm Arkitekt og grundlægger af Bahraini-Danish

Everyday Matters – Contemporary Approaches to Architecture af Vanessa Grossman og Ciro Miguel
Everyday Matters er en lille bog fyldt med store essays om nogle af hverdagens udfordringer. Flere af bogens essays ræsonnerer stadig hos mig, selv om det er et par år siden, jeg sidst har åbnet den. Hvis man er optaget af det hverdagslige og har smag for store forandringer  bør man anskaffe sig Everyday Matters med det samme.

Material Gesture af Studio Anne Holtrop
Bogen er en opsamling på Studio Anne Holtrops tid som professor på ETH. Bogen er et flot monument over en stor bedrift; nemlig den at gentænke, fra bunden gennem materialerne, hvordan vi bygger og dermed også hvordan vores verden kan se ud. Har man først prøvet kræfter med målet om at gøre tingene anderledes, ved man hvor svært det faktisk er. Dette er lykkedes for Holtrop, og bogen viser os, at materialernes verden er uendeligt spændende og uendeligt smuk.

Til skyggernes pris af Junichiro Tanizaki
I Vesten er denne meget læste bog bedst kendt under sin engelske titel In praise of shadows. I 2024 udkom Til skyggernes pris på dansk, i en usædvanligt flot oversættelse af Mette Holm, der fortjener en anbefaling for sit sprog og for sit udseende. Bogen er en ret bizar og underholdende skildring af fænomenerne 'lys og skygge' gennem objekternes og arkitekturens verden, omend fortællerstemmen er noget personlig i sin udlægning af verdens sandheder. Bogen minder os om, at optagethed af ting, ikke kun er kapitalistisk materialisme, men at genstande og arkitektur kan gøre os opmærksomme på det poetiske ved at være til.

MK_book_favourites_web_the_architect.jpg
MK_book_favourites_web_the_architect.jpg

Rhys Kearns Art Director hos Norse Projects

Her hvor jeg ringer fra af Raymond Carver
Carver siger mere med mindre – bedre end nogen anden. Der er en afslappethed i den måde, han skriver på; det er ligefremt og som en samtale, men den følelsesmæssige tyngde under det hele kan føles som et slag i maven. Hans karakterer føles virkelige, uden at de anstrenger sig særlig meget for at fortælle, at det er det, de er. Hvis jeg kunne vælge at skrive som en bestemt forfatter, skulle det nok være ham.

Elendighedens London og Paris af George Orwell
Orwell før Orwell. Før han udgav romanen 1984 var han bare en fattig forfatter i Paris og London. Den måde, han beskriver arbejdet som opvasker i dystre hotelkøkkener, omgangen med skumle udlejere og endeløse krumspring – du føler, at du er lige der og fastlåst i det sammen med ham. Bogen er en påmindelse om, at det at være fortabt ikke betyder, at man er færdig.

South and West by Joan Didion
Jeg lånte South and West i forbindelse med en færgetur i Canada for mange år siden, og så blev jeg fan af Didion. Bogen er en slags rejseskildring, hvor hun driver rundt i de amerikanske sydstater i 70'erne. Når man læser hendes vittige, skarpe og nuancerede observationer, føler man, at man smuglytter til noget privat. Syden har altid føltes som en mærkelig, interessant, fremmed planet, og selv om jeg stadig ikke har været der, kom jeg tæt på i denne bog.

MK_book_favourites_web_the_art_director.jpg
MK_book_favourites_web_the_art_director.jpg

Lærke Ryom Møbeldesigner og medejer af Ukurant

Rystet spejl af Søren Ulrik Thomsen
Rystet spejl er den første digtsamling, jeg nogensinde købte, og jeg tror, jeg har læst flere af digtene mere end hundrede gange. Ved "I en sen novemberdags svindende dagslys" har jeg lavet et æseløre og vender gang på gang tilbage for at læse digtets femogtyve linjer. Jeg oplever, at de samme linjer hver gang har noget nyt at fortælle – at mine erfaringer og mit humør fylder ordene med nye betydninger. Søren Ulrik Thomsen har en måde at skrive digte på, som skaber en længsel efter det, der var, er og kommer, og det fortryller mig hver gang.

Assemblage 6: Unlearning af Faye Toogood
Faye Toogoods Assemblage 6: Unlearning er for mig et vidnesbyrd om, hvor vigtigt det er at turde eksperimentere som designer. Bogen hylder det umiddelbare og intuitive modelarbejde som et centralt redskab til at skabe noget nyt og overraskende. Som en del af boghylden i mit eget atelier er den en evig påmindelse om, at de bedste ting ofte opstår, når man tør slippe kontrollen og lade hænderne arbejde frem for hovedet.

Kun til navlen af Linea Maja Ernst
Kun til navlen er den seneste bog, jeg har læst. Fortællingen er på én gang let, legende og sommerligt forførende, men rummer også en grundlæggende alvor, der kredser om store, universelle spørgsmål som identitet, kærlighed og venskab. Bogen er ikke en thriller eller en spændingsroman, men snarere et blidt og ærligt øjebliksbillede fra syv menneskers liv, hvor man inviteres ind i relationer og dynamikker mellem venner i 30'erne. Den dyrker de små nuancer i hverdagen og de stemninger, der opstår i mødet mellem mennesker. Samtidig handler bogen om mod – mod til at stå ved, hvem man er, hvad man mener, hvem man elsker, og mod til at åbne sig og invitere andre ind i sit liv.

MK_book_favourites_web_the_designer.jpg
MK_book_favourites_web_the_designer.jpg

Karin Carlander Kunstvæver og tekstildesigner

Mark Rothko 1903-1970 (World of Art) af Diane Waldman
Mark Rothko er en kunstner, som har inspireret mig gennem hele mit professionelle liv. Bogen er fyldt med skønne gengivelser af hans kunst, en bog, jeg ofte vender tilbage til, og jeg ser den altid med nye øjne, og hver gang giver den mig en ny oplevelse.

Thread Ripper af Amalie Smith
En fin, fabulerende og begavet bog, der placerer mit elskede håndværk, vævning, i en kontekst, der både favner det intellektuelle, det analoge og det digitale. Den er både poetisk og dybt tankevækkende – et værk, der løfter tekstilkunsten ind i en bredere kulturel samtale.

Hamnet af Maggie O ' Farrell
Det er historien om William Shakespeares eneste søn – et barn, hvis skæbne for længst er gået i glemmebogen, men som lever videre i et af de mest berømte skuespil, der nogensinde er skrevet. Det er også en bog om sorg, savn og kærlighed i en familie, der pludselig står ansigt til ansigt med det ubærlige. En smuk og tankevækkende bog.

MK_book_favourites_web_the_weaver.jpg
MK_book_favourites_web_the_weaver.jpg

Stine Kirkegaard Grundlægger af og kok på Easy Peacy

Aben Osvald af Egon Mathiesen
Jeg blev mor til en lille datter i november 2024. Hun forstår ikke bogen endnu, men hun falder til ro om aftenen, når min partner Theodor eller jeg læser den for hende. Jeg synes, den er smukt illustreret, og budskabet om fællesskab formidles på den fineste vis.

Vores køkken i Provence af Arne Fusager & Birthe Sandager
Min for evigt yndlingskogebog. Jeg voksede op med den i min mors køkken. Opskrifterne kommer fra det klassiske franske landkøkken. Bogen udkom i 1996 og har været en stor inspirationskilde for Easy Peacy. Grafisk er den utroligt æstetisk, og samtidig giver den lyst til at lave mad derhjemme. Jeg elsker deres respekt for råvarerne. De forstår, at pasta pesto ikke er en "kedelig" ret, men rent faktisk en ret, som for at opnå det perfekte resultat, kræver erfaring i et køkken. Den illustrerer også, hvordan køkkener krydser landegrænser. Jeg ved, at de stadig driver en kokkeskole i Frankrig, men desværre har de lige sat deres ejendom til salg. Så man skal være hurtig, hvis man vil nå at opleve den franske landidyl kombineret med en masse læring om mad og vin.

Udvalgte spisesteder i Rom af Helge Kamp
Denne lille guidebog, som udkom i 2012, førte mig til et af de bedste måltider, jeg nogensinde har fået. Det var på Trattoria der Pallaro, hvor vi betalte 25 euro pr. person for en menu, en halv flaske vin, vand og kaffe. Bogen anbefaler spisesteder og skjulte perler, der serverer autentisk romersk mad i en by fyldt med turistfælder. Men før du tager afsted, vil jeg anbefale, at du tjekker, om stederne stadig eksisterer.

MK_book_favourites_web_the_chef.jpg
MK_book_favourites_web_the_chef.jpg